daen

Forfatter-arkiver: Klaus Hye

SINE brugere vælger terminaler

I øjeblikket er SINE brugere – herunder politi, brandvæsenet, ambulancer etc. – ved at beslutte sig for, hvilke terminaler der passer bedst til deres behov. En del har allerede sendt deres bestillinger til Dansk Beredskabskommunikation, mens andre stadig tester de forskellige modeller fra forskellige udbydere.

Dansk Beredskabskommunikation forberedt på det værste

Beslutningen om at indføre et fælles kommunikationssystem til det danske beredskab er truffet fordi det udstyr, som beredskabet har i dag, ikke lever op til hverken beredskabernes eller befolkningens sikkerhedsbehov. Derfor skal SINE-nettet fungere i ekstreme situationer som for eksempel ved større katastrofer. Her bliver beredskabernes kommunikationstrafik forøget kraftigt og der er derfor brug for en omfattende dækning til terminalerne. For at være forberedt på kritiske situationer gennemfører Dansk Beredskabskommunikation bl.a. en række beredskabsøvelser, der har til formål at træne kommunikation, eskalering og alarmering nøjagtigt som det ville ske i praksis.

Den seneste beredskabsøvelse strakte sig over fire dage og omhandler bl.a. trusler mod nettets infrastruktur såvel som trusler på andre ressourcer. Udefra kommende påvirkninger som pandemi blev også øvet. De forskellige kriser opstod på tværs af hinanden, da en ulykke som bekendt sjældent kommer alene.

Beredskabsøvelserne bliver ledt af en fast krisestab, der samarbejder på tværs af organisationen. Krisestaben er trænet til at håndtere fejl i løbet af kortest mulig tid. Dansk Beredskabskommunikation tager kriseøvelserne ligeså alvorligt som virkelige krisesituationer, da både befolkningens og beredskabernes sikkerhed er afhængig af, at SINE-nettet fungerer optimalt ved en ulykke eller katastrofe.

Sikkerhed omhandler dog ikke kun krisesituationer hos Dansk Beredskabskommunikation. Sikkerhed er en holdning og en løbende proces hos den enkelte. Kvalitets- og Sikkerhedschef hos Dansk Beredskabskommunikation, Karsten Klyverts, udtaler:

”Vi skal opretholde et højt beredskab gennem en professionel tilgang til sikkerhedsarbejdet. Dette sker ikke blot ved at overholde de fastlagte retningslinier i en specifik krisesituation, men ved at tage stilling til sikkerheden i alt hvad vi laver.”

SINE-nettet klar til Klimatopmødet 2009

Efter omfattende test er SINE-nettet klar til brug, når København skal være vært for klimatopmødet den 7. december 2009.

SINE-systemet består af tre forskellige dele, hvoraf Dansk Beredskabskommunikation leverer to – det omtalte net samt terminalerne, som beredskaberne bruger i kommunikationen med hinanden. Derudover indbefatter systemet også kontrolrumssoftware. Dette koordineringsværktøj muliggør en effektivisering af udrykningen, da en indsatsleder eksempelvis kan identificere den politibil, der er tættest på et gerningssted og derved dirigere vognen til stedet. Dansk Beredskabskommunikation har, som aftalt med staten, leveret nettet og terminalerne til SINE, og de er godkendt og klar til december måned. Kontrolrumssoftwaren, som den danske virksomhed, Terma, leverer, er forsinket. Politiet i Hovedstadsområdet opererer dog med en anden udgave af den tiltænkte kontrolrumssoftware, som spiller sammen med SINE-nettet. Det betyder, at beredskaberne har en fuld funktionel udgave af SINE-systemet til klimatopmødet. Pt. er SINE–nettet ved at blive optimering af nettet, som er en naturlig forlængelse af, at nettet nu er landsdækkende.

SINE-nettet på særligt udsatte områder

SINE-nettet dækker hele Danmark meget tæt med radiosignaler. Den omfattende dækning skal give danskerne og beredskaberne som brandvæsen, ambulance, politi osv. en markant øget sikkerhed i forhold til tidligere. SINE-nettet kommer særligt til sin ret i vigtige trafikale knudepunkter, hvor risikoen for ulykker og katastrofer er større – og hvor en hurtig, koordineret og sikker redningsaktion er af særlig afgørende betydning. To eksempler på sådanne trafikale knudepunkter er Nørreport Station og Øresundsforbindelsen. Antallet af mennesker, som færdes her – kombineret med trafikknudepunkternes fysiske rammer – gør, at beredskabet kan have svært ved at udføre redningsaktioner på disse steder. Derfor er der også særlige krav til SINE-nettet her.

Ved Nørreport Station er kravet til SINE-nettet, at det både skal dække tunnelområdet og stationsarealet. Beredskabet skal kunne bevæge sig fra tunnel til gaden uden at miste forbindelsen på deres terminal. Det betyder, at Dansk Beredskabskommunikation opsætter flere basestationer i nettet i området omkring Nørreport station sammenlignet med andre steder af landet. På den måde imødekommer Dansk Beredskabskommunikation redningsarbejdernes vanskelige arbejdsvilkår ved stationen.

For Øresundsforbindelsen gælder også helt særlige krav. Ikke alene skal SINE-nettet dække både tunnelen og havoverfladen, men nettet skal også spille sammen med det tilsvarende svenske system, som beredskabet anvender i Sverige. Selvom der allerede nu er dækning både på Nørreport Station og på Øresundsforbindelsen, opgraderer Dansk Beredskabskommunikation nettet kraftigt for at leve op til de høje sikkerheds- og driftskrav.

Selve SINE-nettet er dermed klar til brug før klimatopmødet i december både ved Nørreport Station og Øresundsforbindelsen, såvel som i resten af landet.

SINE-nettet nu klar til brug i hele landet

Dansk Beredskabskommunikation har til opgave at etablere og levere et nyt landsækkende net og tilhørende terminaler til det danske beredskab inden 2010. Brugerne kan nu fejre, at Dansk Beredskabskommunikation har afsluttet etableringen af SINE-nettet inden for den fastsatte tidsramme. Dansk Beredskabskommunikation skal sørge for landsdækkende net dækning til SINE-systemet og har etableret nettet i faser. Lolland Falster og Sjælland var først, derefter fulgte Hovedstadsområdet, Bornholm, Fyn og Sønderjylland. Region Midtjylland og Region Nordjylland var de sidste til at modtage SINE-nettet. Næste led i processen omfatter en grundig test af SINE-nettets dækning i Region Midtjylland og Region Nordjylland. Herefter følger en grundig undersøgelse af hele netværket, som forventes afsluttet til februar 2010 med en godkendelse af SINE sekretariatet under Rigspolitiet. De store krav der er stillet til SINE-nettets sikkerhed og drift testes i denne meget omfattende godkendelsesproces. SINE er tænkt som den største opgradering af befolkningens og beredskabernes sikkerhed i danmarkshistorien.