daen

Tetra, 3G og 4G (LTE)

Den teknologiske udvikling er på sit højeste i disse tider. Det gør sig også gældende når udviklingen mere specifikt handler om beredskabskommunikation.
3.137 personer rejste for nylig til Paris for at deltage i Critical Communications World, tidligere kendt som Tetra World Congress. Det gennemgående tema ved dette års messe var, hvordan man som bruger får mest ud af sin Tetra terminal og netværk i de kommende år, samt hvordan Tetra teknologien udvikler sig i forhold til 3G og 4G( LTE).
Dansk Beredskabskommunikation deltog naturligvis ved messen, og har især interesse i at følge den teknologiske udvikling i forhold til, hvad fremtiden byder på af muligheder for det danske beredskabsnetværk SINE.

SINE-nettet er baseret på Tetra teknologi som beredskabets terminaler anvender hver dag. Tetra teknologien sikrer, at systemet selv finder en ledig radiofrekvens til beredskabets samtaler. Dette betyder blandt andet, at livsvigtige opkald automatisk bliver prioriteret med indsatslederens tryk på radioknappen, eller en brugers tryk på nødknappen, og der er sikret en ledig frekvens, som beredskaberne kan benytte. SINE-nettet er et dedikeret netværk og Tetra er med andre ord fleksibel, sikker mobil kommunikation.

Til trods for at Tetra er eminent til at håndtere missionskritisk talekommunikation, kan teknologien ikke konkurrere med 3G og 4G på datahastighed i fremtiden. GSM, 3G og 4G er til gengæld stadig mangelfulde ift. beredskabsernes krav om garanteret oppetid, prioritet i netværket, tale (privat kald, gruppekald, nødopkald), graden af redundans, herunder nødstrøm, duplering af transmission samt den geografiske dækning. Kriterier man ikke ønsker at gå på kompromis med, når der er tale om missionskritisk arbejde. Alt dette sikrer SINE-nettet i dag for det danske beredskab.

Fremtiden byder på mange afgørende beslutninger indenfor LTE området. Skal teknologien standardiseres? Vil der blive tale om harmonisering på tværs af landegrænser i EU? Skal der allokeres et bestemt spektrum til beredskabsformål?
Der er et udtalt ønske om at få 2 x 10 MHz sat til side i 700 MHz båndet i Europa, men det kan kun føres ud i livet, hvis alle lande er enige om det. Uden frekvenserne kan man ikke oprette et netværk. Derfor håber man på, at der vil blive truffet en beslutning om frekvenserne på World Radio Conference i 2015.

En ting er sikkert – Tetra er kommet for at blive i mange år endnu, i hvert fald til 2020 i Danmark. Det betyder dog ikke at vi hviler på lauerbærerne:

Hos Dansk Beredskabskommunikation spidser vi ørerne og vi holder konstant øjnene åbne i forhold til den teknologiske udvikling, men samtidig er det vigtigt at beredskabet kommer med klare tilkendegivelser om, hvad man ønsker i fremtiden“, udtaler Bo Wassberg, Adm. direktør.

Mød os på Brandpunkt 120

Igen i år lægger Dansk Beredskabskommunikation vejen forbi FKB messen, også kaldet Foreningen af Kommunale Beredskabschefers årsmøde, der denne gang finder sted i Ålborg Kongres og Kultur Center i dagene 21.-23. august 2013.

Programmet ved dette års messe byder bl.a. på foredrag fra forsvarsminister Nick Hækkerup, der vil give sit syn på aktuelle emner, såsom de udfordringer beredskabet står overfor i en tid, hvor udvalgsarbejdet om den fremtidige strukturering af redningsberedskabet er i fuld gang. Beredskabsstyrelsen vil også få taletid, og det er forventet, at Direktør Henning Thisen, vil komme med en status over implementeringen af det indeværende beredskabsforlig.
Ind imellem de forskellige foredrag har deltagerne mulighed for at besøge de mange brandpunkter, der byder på alt fra fremvisning af nye terminaltyper og kontrolrumsløsninger til udstyr for brandslukning og mange andre interessante emner.

DBKs stand ved Brandpunkt 120
De sidste par år har vi, ved vores brandpunkt, illustreret hvordan vores Helpdesk overvåger SINE 24 timer i døgnet, 365 dage om året. I år skifter vi retning og fokuserer i stedet på mulighederne for forbedret indendørsdækning. Derudover vil vi præsentere vores nye fleetmapdatabase, der gør processen omkring opdatering og versionsstyring af fleetmaps meget mere brugervenlig.

I finder os på brandpunkt 120, så kom forbi til en spændende snak om SINE eller book et møde hos os på forhånd, hvis I har et specifikt emne eller en problemstilling fra jeres hverdag, som I gerne vil i dybden med, så sætter vi tid af til det. Ring til Gitte Coucke på tlf. 20810687 for at booke et møde.

Vi ses i Ålborg!

Pssst… Du kan også deltage i vores konkurrence, hvor vi hver dag udlodder attraktive præmier til de heldige vindere

Besked til deltagerne ved workshoppen den 14. marts 2013

Kære deltager

Præsentationerne fra workshoppen den 14. marts 2013 er nu sendt til jeres indbakker. Præsentationerne er komprimeret til 5MB, så der burde ikke være udfordringer med størrelsen af filen. Skulle du alligevel opleve problemer med modtagelsen, så send os en e-mail, så du kan få præsentationen på anden vis.

Skriv til Tanya Hjorth Hansen på  tanya@motorolasolutions.com

Succesfuld workshop

Der gik ikke lang tid fra invitationerne var sendt ud, til tilmeldingerne til DBKs første store workshop begyndte at strømme ind.
Over 100 beredskabsfolk med repræsentation fra hele landet mødte op for at deltage i workshoppen, der fandt sted torsdag den 14. marts. Med en kop kaffe og en croissant i hånden blev gæsterne budt velkommen og præsenteret for dagens program, der bl.a. bestod af præsentationer, rundvisning, tid til at netværke på tværs af organisationerne, god mad og eftermiddagsunderholdning.

Formålet med præsentationerne var at berette om de mange forskelligartede opgaver DBK udfører for at imødekomme SINE brugernes krav til kommunikation i det daglige arbejde.
En af dagens første præsentationer omhandlede fremtidens terminaler og gav en rigtig god indikation af hvor meget research, der ligger til grund for udviklingen af et af de vigtigste arbejdsredskaber for en politi- eller brandmand. Uden deres radio, også kaldet terminal, har beredskaberne ikke en jordisk chance for at kommunikere internt eller eksternt i en presset situation – og det kan i værste fald koste menneskeliv.

Programmet fortsatte med præsentationer af SINE nettet og dets mange muligheder efterfulgt af en mere teknisk gennemgang af dækningsprøver, indendørsdækning og 3. parts dækning, hvilket vores brugertilfredshedsundersøgelse har vist, at SINE brugerne gerne ville vide mere om. Sidste præsentation inden maverne begyndte at rumle og duften af mad bredte sig i lokalet omhandlede test og certificering, som vores gæster kunne udforske nærmere i pauserne, hvor der bl.a. var mulighed for at besøge DBKs testrum.

Eftermiddagen bød på cases fra den virkelige verden. Vores gæster fik blandt andet set hvad der kan ske i daglig drift og hvilke utraditionelle metoder vores servicefolk må tage i brug for at udføre reparationer på vores sites. For det er ikke helt enkelt at udskifte en defekt del, når en bidronning og hendes følge har valgt at slå sig ned midt i vores udstyr. Det er heller ikke nemt at grave sig frem til et site, der er dækket af tre meter sne.
Det var dog ikke kun sådanne udfordringer, der blev vist billeder af. Sikkerhedsafdelingen viste billeder af forskellige former for hærværk og tags,som DBK er meget opmærksomme på. Enhver trussel på SINE bliver registreret og undersøgt nøje.

Præsentationerne blev rundet af med en gennemgang af udvalgte henvendelser fra brugerne. For en simpel opringning til DBK’s helpdesk vedr. et specifikt problem kan sætte en hel række undersøgelser i gang blandt DBKs medarbejdere.

Sidst på eftermiddagen løftede vi sløret for dagens overraskelse på dagsordenen – nemlig et besøg af foredragsholder og komiker Mette Bloch, der med beretninger fra sin tid som verdensmester i roning, fik sat gang i såvel lattermuskler som i tankevirksomheden. På en humoristisk og inspirerende måde fik hun opfordret os alle sammen til at sætte os nogle mål i livet – og arbejde stålfast og målrettet på at nå dem!

Deltagernes evaluering
Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke for det flotte fremmøde ved workshoppen. Vi har analyseret jeres evalueringsskemaer, hvilket viste stor tilfredshed med arrangementet. Vi har givet roserne videre til foredragsholderne såvel som til vores leverandør af frokost og øvrig forplejning (som toppede antallet af glade smileys i evalueringen). Når vi gentager successen i fremtiden, tager vi højde for at man også skal kunne se power point præsentationerne tydeligt fra de bagerste rækker i lokalet – og så vil vi give jer lidt mere tid til at netværke i pauserne.

Præsentationerne fra workshoppen vil snarest muligt være tilgængelige på www.dbkas.dk.

Fremtiden for beredskaberne skal planlægges nu

SINE har kun været operationelt i Danmark siden maj 2010, så denne artikel vil sikkert af nogen synes malplaceret. Men mange steder udenfor Danmark arbejdes der faktisk allerede på næste udviklingstrin i trådløs beredskabsskommunikation. Det er ikke nogen hemmelighed at TETRA er helt fantastisk til at håndtere missionskritisk talekommunikation – og lidt data kommer gratis med, men TETRA kan ikke konkurrere med 3G eller 4G på datahastighed i fremtiden. Til gængæld er disse teknologier mangelfulde i forhold til TETRA, når det drejer sig om beredskabernes krav.

Efter pres fra de store nød- og beredskabsoperatører i Europa, besluttede”TETRA Association” sidste år at udvide fokusområdet og organisationen hedder nu “TETRA and Critical Communication Association” – i daglig tale TCCA. De store operatører ønskede at påvirke deres fremtid – specielt på dataområdet. Deres brugere har brug for mere datakapacitet end hvad TETRA kan levere. For at forsætte linjen med åbne standarder og harmoniseret spektrum, blev der nedsat et antal arbejdsgrupper: 1) udvidelse af LTE standarden med nogle essentielle funktioner, som den kommercielle verden ikke har fokuseret på og 2) definering af et fremtidigt frekvensbånd til brug for nød- og beredskaber. Specielt punkt 2 er en udfordring. Spektrum er der ikke nok af og alle har brug for mere. I vores privatliv bruger vi alle mere og mere trådløs data, og denne mulighed er også med til at gøre vore viksomheder mere effektive.

Topcheferne fra 13 Europæiske nød- og beredskabsoperatører, herunder også DBK, mødtes i Amsterdam i midten af februar for at blive holdt ajour med udviklingen. Specielt spektrum var et emne der blev debateret meget. Mødet sluttede med et communique, hvor alle eenstemmigt anbefalede, at der afsættes “tilstrækkeligt harmoniseret spektrum”, idet det vil give deres regeringer mest fleksibilitet i fremtiden.

USA har allerede taget vigtige beslutninger indenfor området. Landet har haft mange katastofer (9-11 og Katrina) og der er nu afsat 2 x 10 MHz spektrum til et nationalt LTE net specielt for nød- og beredskaberne. Trendsetters i Europa har arbejdet i samme retning i flere år, men konkurrencen om spektrum er hård. De kommercielle operatører har brug for det hele. TV-senderne står for skud og blandt disse store spillere skal man kunne argumentere, at det er en god “business case” for samfundet at afsætte spektrum til at redde liv og beskytte samfundet. Det lyder måske mærkeligt at det er tilfældet, men sådan er det. Der arbejdes derfor også på at dokumentere alle fordele ved at nød- og beredskaberne forsat kan kommunikere når alle kommercielle net er overbelastede eller helt nede.

Der er relativt stor enighed om at muligheden ligger omkring 700 MHz båndet. Der er lagt op til at der kommer en såkaldt “2. digital dividende” i 2015, og en del af denne dividende kunne passe rigtig fint. Selvom en sådan beslutning bliver taget i 2015, vil der stadig gå mange år før frekvenserne kan frigives og eventuelt stilles til rådighed for nød-og beredskabsbrug. Vi taler nok på den anden side af 2020, men det er nu slaget skal stå, ellers er alt bortauktioneret til højst bydende.

Law Enforcement Working Group – EU landenes Politi arbejdsgruppe har defineret “Mission Critical Operations” som sitiuationer, hvor liv og store samfundsværdier står på spil, og hvor det er vitalt at de har “Mission Critical” information. “Mission Critical” kommunikationsløsninger skal derfor være sikre, til at stole på samt være tilgængelige. Myndigheder kan som konsekvens ikke risikere fejl i deres gruppekommunikation.

“Dansk Beredskabskommunikation følger selvfølgelig situationen nøje. Det er nogen meget afgørende beslutninger der bliver taget i den nærmeste tid, ikke mindst på World Radio Conference i 2015”, lyder meldingen fra Bo Wassberg, Adm. Direktør hos Dansk Beredskabskommunikation.

Resultat af brugertilfredshedsundersøgelse

Hvert år gennemfører Dansk Beredskabskommunikation en brugertilfredshedsundersøgelse med det formål at evaluere brugernes tilfredshed med DBKs leverancer.
I 2012 adskilte undersøgelsen sig dog fra de forrige idet slutbrugerne, i modsætning til superbrugerne, var målgruppen. Derudover blev undersøgelsen gennemført via telefoninterviews til forskel fra tidligere års spørgeskemaundersøgelser.

Slutbrugerne er generelt tilfredse med SINE-nettet og terminalerne – især når de sammenligner med det gamle system. Slutbrugerne fremhæver driftsikkerheden og muligheden for at koordinere indsatsen med andre beredskaber som de bedste egenskaber ved SINE.

Citat af ambulancefører:
“Forlod vi ambulancerne tidligere skulle vi også have ambulancen med for at vi kunne kommunikere. Nu kan vi gøre, hvad vi vil, bare vi har SINE-terminalerne med.”

Slutbrugerne er dog opmærksomme på at SINE har nogle enkelte forbedringemuligheder, såsom udfald og manglende indendørs dækning i specifikke områder, men undersøgelsensen viste, at der er en stor forståelse for årsagerne til disse udfordringer.

Citat af politimand:
“95-98% af tiden er dækningen rigtig god… Nogle steder kan lyden blive meget metallisk og derfor svær at tyde. Men så går der 20 sekunder og det hele lyder atter klart og tydeligt.”

I forhold til det daglige arbejde ude i beredskaberne efterlyser slutbrugerne mere træning i brugen af terminaler samt mere teknisk assistance eksempelvis fra beredskabernes superbrugere.

Citat af lægeassistent:
“Der skal noget mere uddannelse til, så de teknisk forskrækkede bruger terminalerne noget mere.”

For at imødekomme slutbrugernes ønsker og videregive viden om SINE har Dansk Beredskabskommunikation netop afholdt en workshop, som præsenterede deltagerne for emner som indendørsdækning, nettets muligheder og fremtidens terminaler. Derudover blev der beskrevet en række hverdagshændelser med beskrivelser af DBKs løsninger.

Udover afholdelsen af workshoppen er der en række nye tiltag under udarbejdelse. Vi vil gerne efterleve behovet for simple instrukser med de mest benyttede funktioner på terminalerne. Derudover arbejdes der på vejledninger, målrettet superbrugerne i de forskellige organisationer, så det bliver klart og tydeligt hvad der forventes af en superbruger. Sidst men ikke mindst har vi fokus på formidling af nyheder og relevante informationer til brugerne. Der er flere ideer på tegnebrættet og I vil høre mere i nær fremtid.

DBK er ISO 9001:2008 recertificeret

Dansk Beredskabskommunikation er ISO 9001:2008 certificeret og det har vi været siden den 25. februar 2010. ISO 9001 certificeringsstandarden dækker over krav til kvalitetsledelsessystemet i virksomheden. Et kvalitetsledelsessystem skaber overblik over virksomhedens arbejds- og forretningsgange via nedskrevne instrukser og procedurer. Det er et effektivt system til overvågning og korrigering af virksomhedens handlinger.

For DBK betyder ISO certificeringen primært, at virksomheden skal leve op til meget stramme krav inden for kundeservice. Bl.a. stiller certificeringen helt konkret krav om at en superbruger maksimalt må vente i 3 minutter inden han serviceres, når han ringer til SINE Helpdesk.
En ISO certificeret virksomhed skal leve op til de krav som standarden ISO 9001 stiller. For at sikre at DBK til stadighed opfylder kravene, bliver virksomheden løbende auditeret og recertificeret.

I slutningen af 2012 havde DBK besøg fra Force Technologi, der skulle stå for recertificering. Både ledelse og medarbejdere blev auditeret over en periode på to dage. DBK bestod recertificeringen og beviste dermed at vi til stadighed lever op til de fastsatte kvalitetssikringsmæssige krav.

Fakta om ISO:
• ISO står for “the International Organization for Standardization”, som er en verdensomspændende sammenslutning af nationale standardiseringsorganisationer.
• Der findes forskellige certificeringer inden for bl.a. kvalitetsledelsessystemer (ISO 9001), miljøstyring (ISO 14002) og arbejdsmiljøstyring (18001).

DBK workshop

Til foråret inviterer Dansk Beredskabskommunikation indenfor til en dag med foredrag, præsentationer, rundvisning og underholdning.

Der vil blandt andet være mulighed for at blive klogere på emner som indendørsdækning og SINE-nettets mange muligheder, høre beretninger om sikkerhedsissues med eksempler fra den virkelige verden samt se hvad fremtiden byder på af nye terminaler og funktionaliteter. Undervejs er der rig lejlighed til at stille spørgsmål og komme med kommentarer og erfaringer fra jeres hverdag.

Dagen afsluttes med et hemmeligt punkt på dagsordenen, som vi ikke vil løfte sløret for endnu. Men vi garanterer for god underholdning!

Så sæt kryds i kalenderen den 14. marts 2013!

Året der gik

Som leverandør til den danske stat af det danske beredskabs nye, fælles, digitale radiokommunikationssystem SINE, har også 2012 været et utrolig spændende år for Dansk Beredskabskommunikation.

Rigtig mange brugere har SINE nettet som et af deres allervigtigste kommunikationsværktøjer, og i dag har vi mere end 21.000 radioer i drift på SINE-nettet dagligt. SINE nettet har for alvor erstattet mange af de gamle radiokommunikationssystemer. Muligheden for tværorganisatorisk kommunikation til koordinering af indsatser, samt høj kvalitet og stor kapacitet i nettet, er ekstremt vigtigt. TETRA radiokommunikationssystemet er “state of the art” og derfor er det også vigtigt, at beredskabsaktørerne kan bruge det overalt i landet. Det var derfor en stor glæde da vi i årets løb også kunne “tænde for” SINE nettet på kritiske steder som Storebælt og “Lufthavnsstrækningen” (Kastrup/Tårnby/Sydhavn tunnellerne).

Vi glæder os til at fortsætte den kontinuerlige forbedring af SINE nettet i 2013 og ser det som vores fornemste opgave, at sikre beredskabets fulde tilfredshed i brugen af SINE’s kommunikationsmuligheder. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for et godt 2012 til alle vores kunder og samarbejdspartnere, og ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Bo Wassberg
Adm. direktør
Dansk Beredskabskommunikation

Forbedret SINE-dækning ved Djurs Sommerland

Kommunikation er altafgørende når en brandmand skal slukke en ildebrand, en politimand bliver kaldt ud til uroligheder og når Falcks ambulancer kører ud til et ulykkessted. Derfor skal det danske beredskabsnet SINE fungere optimalt. Dansk Beredskabskommunikation, der driver SINE-nettet og som er ISO 9001 certificeret, kvalitetssikrer til stadighed SINE-nettet til gavn for brugerne og befolkningen – også selv om vi kontinuerligt opfylder statens strenge krav om dækning og service i hele landet.

Et af de steder, der har fået ekstra opmærksomhed i år, er Djurs Sommerland nær Nimtofte. Politi- og brandfolk oplevede ved flere lejligheder, at der var huller i dækningen, når de kørte rundt i området – værst var det ved forlystelsesparken. DBK blev gjort opmærksom på problemet, der naturligvis blev taget seriøst. DBKs radioplanlægger gik i gang med at analysere dækningen i området via dækningsberegningsværktøjer og en quickanalyse. Analysen klarlægger hvorvidt der er tale om en enkeltstående fejl i nettet i et specifikt tidsrum, om problemet skyldes fejl på en basisstation eller om der er tale om en brugerfejl, som opstår hvis to brugere snakker på samme talegruppe samtidig. Resultatet af quickanalysen viste ingen tegn på de nævnte problemer og DBKs målebil blev derfor sendt afsted til det jyske for at foretage de nødvendige tests, der danner grundlag for en løsningsmodel.

Målebilen, der siden udrulningen af SINE-nettet har kørt ikke mindre end 96.196 km, indeholder avanceret teknisk udstyr, der måler alt fra GPS positioner, terminalernes talekvalitet, opsamling og visning af beskeder mellem terminaler, scanning af signalstyrke fra forskellige frekvenser, test af databeskeder samt den generelle dækning i området.

Resultaterne af køreturen i Nimtofte blev holdt op mod de beregninger DBK ligger inde med fra tidligere målinger samt de faktiske forhold i området. Da analysearbejdet var afsluttet og dokumenteret i en rapport, blev denne forelagt Center For Beredskabskommunikation (CFB). Efter en række møder mellem DBK og CFB blev det besluttet, at dækningen omkring Djurs Sommerland skulle forbedres.

Forberedelserne til et nyt site i Nimtofte er nu i fuld gang. Forlystelsesparkens gæster kan fremover føle sig trygge, velvidende at beredskabsfolk kan kommunikere problemfrit med hinanden, hvis der skulle være behov for indsats på stedet.

Fakta:
Ifølge kontrakten med Staten skal SINE-nettet dække følgende i Danmark (geografisk dækning):
– For radioer monteret i køretøjer (mobildækning) 99,5% af landet
– For håndholdte radioer udendørs 97,6% af landet
– For håndholdte radioer indendørs i 143 forskellige byer

Faktorer som ujævnt terræn med høje bakker, træer og store bygninger kan skygge for signalet og gøre det svært eller umuligt at opnå 100 % dækning.SINE-nettet dækker også særlige områder, der kræver ekstra kapacitet, ex. Øresundsforbindelsen og Storebælt.